Så er de dejlige børn Maja og Nicholas igang med at lege med stavelser.
Hjælp dit barn med at få gode læsevaner
Årsskiftet er tiden, hvor man ser tilbage på året der gik, og sætter sig nye mål for fremtiden. Et af dem kunne være, at hjælpe dit barn til at få gode læsevaner og opnå læselyst!
Når et barn skal lære at cykle, skal det først lære at holde balancen. Derefter er det et spørgsmål om øvelse og træning – alle finesser udvikles gennem den videre kørsel på cyklen, og vil man blive rigtig god, er der ikke andet at gøre end at cykle løs.
På samme måde er det med læsefærdigheden: Når teknikken først er indlært, er det mængden af øvelse og træning, der bestemmer, hvor god en læser, man bliver. Hvis læsningen kun foregår i skoletiden, når man ikke at læse den mængde tekst, der skal til for at blive en god læser. Derfor er det centralt for læseudviklingen, at læsningenogså bliver trænet derhjemme.
En begynderlæser skal læse mindst et kvarter om dagen – en øvet læser gerne mere.
Læseheste skal fodres hver dag året rundt!
Hvad kan jeg som forælder gøre?
Du kan være med til at give dit barn gode forudsætninger for læseudvikling og gode læsevaner ved at:
- Vise interesse for barnets læsning; spørge ind til hvad dit barn læser
- Vise barnet at du selv læser
- Gå på biblioteket med barnet
- Læse højt for barnet, og tale om teksten og svære ord under vejs
- Skabe tid og ro for min.15 minutters læsning dagligt
- Inspirere til leg med bogstaver og ord evt. gennem spil
- Inddrage barnet i din læsning og skrivning – f.eks. gennem skrivning
- af postkort, indkøbssedler, ønskesedler osv.
- Skabe en god og hyggelig atmosfære omkring læsningen
- Rose barnet for de fremskridt, der gøres undervejs – også selvom de kan være små
Det vigtigste er at give LÆSELYST
Forbyg læsevanskeligheder og understøt dit barns læselyst
Som forældre til børn i førskolealderen og i indskolingen er det meget vigtigt at stimulere og understøtte barnets sproglige færdigheder. Hjælp med til at udvide barnets ordforråd og stimulere til læselyst.
Dialogisk læsning er den forskningsmæssigt bedst afprøvede metode til at opnå dette.
Forskningen viser, at dialogisk læsning er særlig effektiv i forhold til at øge barnets sprogfærdigheder og øge deres ordforråd.
Dialogisk læsning handler om at inddrag og aktivere barnet i læsningen.
Socialministeriet har på www.sprogpakken.dk lavet en fin beskrivelse på, hvordan man som forældre kan stille spørgsmål og skabe en dialog med barnet under læsningen. Følg linket: http://sprogpakken.dk/materialer/Dialogisk%20lasning%20-%20Visuel%20tekst.pdf
Samt ideer til understøttende sprogstrategier i hverdagen følg linket: http://sprogpakken.dk/materialer/Samtale%20i%20hverdagen%20-%20Understottende%20sprogstrategier%20-%20Visuel%20tekst.pdf
Lidt læsetips til efterårsferien
Efterårsferien står for døren, og mange glæder sig til at få en pause fra hverdagen stress og jag.
Børnene har siden sommerferien haft en længere skoledag, hvilket for mange har været en stor omvæltning. Så denne ferie kan specielt for skolebørnene være hårdt tiltrængt!
Dog er det vigtigt, ikke helt at pakke alt hvad der har med bogstaver og bøger på hylden sammen med skoletasken. Men det at læse og skrive og arbejde med bogstaver og lyde, kan gøres på mange måder, så det bliver mere en leg.
Her vil jeg komme med et par gode ideer til, hvordan man som voksen kan stimulere sit barn på en legende måde i ferieperioden eller bare når der er brug for at lege noget mere:-)
1. Leg orddetektiven:
Når I skal på indkøb, udstyr dit barn med et stykke papir og en blyant, på papiret skriver du 2-3 bogstaver. Nu er det detektiven skal på bogstavjagt i supermarkedet, han/hun skal finde ting der begynder med disse bogstaver. I kan jo eventuelt lave en lille konkurrence, hvor I hver især skal finde ord og så se, hvem der finde flest. Ordene skriver I ned på papiret.
2. Udhul græskar og tænd bål i haven:
Her i denne lidt mørke tid, vil det være en god ide at lave en hyggedag, hvor man først udhuler græskar og laver uhyggelige græskarmænd. Hen under aften kan man så tænde bål og evt. lave heksebryg , heksesuppe eller noget helt tredje over bålet, mens der er lys i græskarmændene.
Dette ville være den perfekte kulisse til en gyserhistorie. Så fortæl hinanden uhyggelige historier rundt om bålet. Eller lav en fælles vandrehistorie, en historie, hvor I på skrift digter videre på historien. Måske bliver historien så god, at I kunne lave jeres egen lille gyserbog med tegninger eller billeder fra dagen, som dit barn skriver tekst til med eller uden støtte fra dig.
3. Lav en ordbog:
Hvis I skal ud at rejse, kunne det være en god ide at lave sin egen ordbog/parlør.
Find de ord/ting der betyder noget for dit barn og find ud af, hvad det hedder på det sprog der tales i det land, hvor I er.
En sød begynderlæsningsbog
I sidste uge var jeg til møde med forlaget BLÆS i Skanderborg.
De har netop udgivet en rigtig sød og god begynderlæsningsbog “En sæl til Bobo” i deres serie Blæs først.
Dette er en serie af begynderlæsningsbøger med meget korte tekster med enkel sætningsstruktur og mange gentagelser. Ordvalget er overvejende lydrette og lydnære enstavelsesord og enkelte hyppige funktionsord.
Bogen ” En sæl til Bobo” er en rigtig sød lille historie om Bobo, der plager sin far om at få en sæl. Det er en humoristisk lille bog med nogle utrolig gode illustrationer lavet af Morten Telling. Billederne understøtter teksten rigtig godt, men fortæller samtidig også en historie i sig selv.
Bogen er god til både børn der skel lære at læse, eller børn med læsevanskeligheder. Den kan stimulere deres læselyst.
Den er værd at tjekke ud!!
Foredrag om børns læseudvikling
Gik du glip af mit foredrag på Åby bibliotek om børns læsudvikling, får du chancen igen. Hold derfor øje med denne blog!
Jeg har indgået et samarbejde med Åby bibliotek, hvor vi på forskellig vis, vil sætte fokus på børns læselyst og motivation for at læse bøger.
I den forbindelse har jeg netop holdt et foredrag for forældre om børns læseudvikling. Her gennemgik jeg evidensbaseret viden omkring børns læseudvikling, men kom også med mange ideer og fif til, hvordan I bedst muligt stimulerer jeres barns læseudvikling og får skabt et godt læsemiljø i hjemme.
P.t. er jeg i dialog med en lang række andre biblioteker om at lave noget tilsvarende. Så måske kommer der også noget på biblioteket nær dig.